Hvad er parterapi, og hvordan foregår en session?
Min opgave er at hjælpe jer med at forstå jeres egne og hinandens reaktionsmønstre. I parterapien er mit mål at skabe et fælles grundlag for nye og mere positive mønstre, så I bliver rustet til at kommunikere mere konstruktivt med hinanden. På den måde lærer I på ny at rumme jeres forskelligheder på en omsorgsfuld og kærlig måde.
Min arbejdsmetode er emotionsfokuseret parterapi, også forkortet EFT/P. I parterapien arbejder vi sammen for at styrke jeres relation og bevare de trygge og kærlige bånd, som i første omgang knyttede jer sammen. Vi italesætter de udfordringer og mønstre, som skaber konflikter og distance i jeres parforhold. Følelsen af afstand og konflikter styres ofte af dybere liggende følelser, som vi ikke altid er fuldt bevidste om. Disse følelser kan skabe ”riller” i hverdagen, som vi let kan komme til at sidde fast i.
Parterapi er samtaleterapi til par, som er fælles om en kærlighedsrelation. Når I sammen søger parterapi, er det vigtigt, at I finder en terapeut, som I begge føler jer trygge ved. Typisk kan I allerede fornemme, om der er en god kemi ved den første session. Det er altid bedre givet ud at søge en ny terapeut end at håbe på det bedste, når I kan fornemme, at kemien mellem jer og en terapeut ikke er på plads.
Hvem går i parterapi?
Jeg drømmer om, at alle par skal gå i parterapi. Parforholdet er noget af det dyrebareste vi har, men det skal plejes. Kærlighed, nærhed og intimitet kommer ikke af sig selv. Jeg har mødt mange par, der efter første session siger: ”Bare vi havde gjort det her for længe siden”.
Generelt kan man sige, at jo før man går i parterapi jo bedre – jo færre sessioner skal der til før I finder tilbage til et trygt og tillidsfuldt forhold – og jo billigere! Vi sender jo også bilen til service, før den bryder sammen.
I min tid som parterapeut har jeg oplevet mange forskellige par:
Nybagte forældre, det er altid en sårbar tid
Unge par, hvor den ene part har barn fra et tidligere forhold
Par med karriere og børn der oplever at sidde fast i hamsterhjulet, hvor parforholdet er blevet en selvfølgelighed.
Par med store børn, hvor ofte den ene part føler et skred i kærligheden og en manglende gnist.
Par med dine, mine og vores børn – det kan være svært i en travl hverdag
Par, hvor den ene partner er ramt af sygdom – det er også svært at være den raske partner, det er et ømtåligt og tabubelagt emne.
Par, hvor begge har været gennem en skilsmisse, det er ofte disse par, der kommer tidligt, de ønsker at passe på deres parforhold.
Par, hvor den ene har været utro
Hvornår er parterapi en god ide?
Når den store forelskelse har lagt sig, og hverdagen melder sig, kommer der et tidspunkt, hvor vi kan have en følelse af, at ens partner ikke rigtig lytter eller i hvert fald ikke gør, som man ønsker. Den ene partner føler sig kontrolleret, irettesat, ikke værdsat – en følelse af ensomhed og manglende plads til egne behov. Måden man er sammen på, og måden man kommunikerer på, begynder at ændre karakter, ofte er det sådan, at den ene partner er mere opsøgende og kan virke krævende og bebrejdende, hvilket bevirker, at den anden partner trækker sig. Jeg kan alligevel ikke gøre ham/hende tilfreds, det er lige meget, hvad jeg siger. Til sidst vil denne partner blive vred, og så opstår skænderierne, som skaber afstand, ked-af-det-hed og ensomhed.
Ovenstående er et typisk mønster. Der findes dog også mange andre negative dynamikker, som kan sætte kærlighedsrelationen på prøve. Min pointe er, at lige så snart I mærker, at det her bliver ved med at gentage sig, eller der er noget, der skaber tristhed, og som er svært at sige højt for den anden – der behøver altså ikke at være konflikt – så er det en god ide at søge parterapi.
Ofte stillede spørgsmål
Hvem går i parterapi?
Det korte svar er nok; færre end der burde. Jeg drømmer om, at alle en dag skal gå i parterapi, så vi husker at prise vores kærlighedsrelationer. Jeg har igennem min tid som parterapeut mødt mange forskellige typer af par. Alt lige fra nybagte forældre, par med delebørn, til par hvor den ene har været utro. På min hjemmeside kan du se en liste over forskellige parsituationer, som kan skabe udfordringer.
Hvornår er parterapi en god ide?
Det er vanskeligt at komme med en specifik situation, da alle parrelationer er unikke. Det er vigtigt, I er opmærksomme på om, der er nogle negative mønstre i jeres parforhold, som gentager sig. Det kan også være, at den ene part føler sig ensom i tosomheden – det behøver altså ikke være en konflikt, der skal være drivkræften for at opsøge hjælp til jeres relation.
Hvordan arbejder en parterapeut?
Som parterapeut er min primære opgave at styrke jeres kærlighedsrelation – både gennem gensidig og egen forståelse af jeres adfærdsmønstre. Følelsen af distance og afstand til vores partner styres ofte af noget dybereliggende, som vi ikke altid har fuld adgang til. Vi fokuserer på problematikkerne med målet om at styrke jeres relation og de kærlige bånd, som knyttede jer sammen i første omgang.
Hvad er parterapi?
Parterapi er samtaleterapi til par, som er fælles om en kærlighedsrelation. Parterapi åbner for forståelse af dine egne og din partners adfærdsmønstre. Målet med parterapi er at skabe et fælles grundlag for nye og mere positive mønstre, så I bliver rustet til at kommunikere mere konstruktivt med hinanden.